Skip to main content

Sådan tømmer du cachen

Michael Sønderup Nielsen - Joomla ekspert
Kategori: Grundlæggende Joomla viden – Kom godt i gang med din Joomla hjemmeside
Opdateret 25. juli 2023

Sådan tømmer du cachen

Du har måske hørt udtrykket "Tøm browsercachen". Hvis vi to har samarbejdet i et projekt, så kan du være ret overbevist om, at jeg mindst én gang har bedt dig om at tømme browsercachen.

Hvis du er usikker på, hvad "cache" betyder, eller hvordan det påvirker din Joomla-hjemmeside, er du landet det helt rigtige sted. Lad mig guide dig gennem betydningen af cache, hvordan det kan optimere din hjemmeside, og hvorfor (og hvornår) du bør rydde den.

Hvad er cache?

Cache er et almindeligt begreb inden for hjemmesider og browsere. For at holde det simpelt og forståeligt: Din cache er et midlertidig lager på din computer, tablet eller telefon, der gemmer data, som er hentet hjemmesiden, som du besøger. Dette betyder, at hvis dataene skal bruges igen i samme form, kan de fremvises meget hurtigere.

Browserens cache og dens formål

Lad os fokusere lidt på, hvordan din webbrowser bruger cache, før vi bevæger os over til Joomla.

Din browsers caches formål er  at gøre dine besøg på hjemmesider hurtigere ved at gemme delvise eller komplette kopier af de hjemmesider, du besøger, lokalt på din computer. Ved genbesøg af de samme hjemmesider kan browseren vælge at vise den lagrede, cachelagrede version i stedet for at hente det samme indhold fra internettet igen og igen. Da de cachelagrede data er gemt lokalt, kan de fremvises langt hurtigere, end når de hentes fra internettet.

Tømning af browsercachen

Cache er generelt en stor hjælp, men ikke altid.

Forestil dig, at du foretager ændringer på din hjemmeside. Du justerer relevante filer, opdaterer siden i din browser for at se de nye ændringer, men du ser stadig den "gamle" version. Dette skyldes, at du ser den gemte version af siden fra browser cachen.

For at se ændringerne, skal du slette den lokale version af din hjemmeside fra browserens cache. Dette vil få browseren til automatisk at downloade den opdaterede version ved næste besøg af siden.

Det er heldigvis meget enkelt at rydde din browsercache.

Her er nogle nemme steps for forskellige browsere:

  • Chrome: Tryk CTRL + Shift + Del på dit tastatur, og klik på Ryd data.
  • Edge: Tryk CTRL + Shift + Del på dit tastatur, og klik på Clear.
  • Internet Explorer: Tryk CTRL + Shift + Del på dit tastatur og klik på Delete.
  • Firefox: Tryk CTRL + Shift + Del på dit tastatur, og klik på Ryd nu.
  • Safari: Tryk Option + ⌘ + E på dit tastatur
  • Opera: Tryk CTRL + Shift + Del på dit tastatur, og klik på Ryd data

Hvad er Joomla-cachen?

Joomlas indbyggede cache fungerer på lignende vis, men har også sine særpræg.

Alt efter din hjemmesides indstillinger, gemmer Joomla ønsket indhold i cache-mappen i roden på serveren.

Hvis en bruger besøger en side, som de (eller andre) allerede har besøgt, og intet er ændret på siden i mellemtiden, behøver siden ikke at blive genereret fra databasen igen. Dette er hurtigere og nemmere, og hvis cache er aktiveret, vil denne version blive vist i stedet, indtil cachen udløber. Denne udløbsperiode kan indstilles i den globale konfiguration under Cache-indstillinger.

Joomla har  tre niveauer af cache:

  • Konservativ caching - gemmer output fra komponentvisninger og moduler
  • Progressiv caching - som ovenstående, men gemmer også alt modulindhold
  • Side-caching - gemmer hele hjemmesidens sider

Der er yderligere indstillinger, når det kommer til cache i den globale konfiguration, men ovenstående skulle give dig en grundlæggende forståelse.

Hvordan tømmer du Joomla-cachen?

At rydde Joomla-cachen er ligetil:

  • Log ind på administratorområdet på din Joomla-hjemmeside
  • Gå til System -> Ryd cache
  • Klik på knappen "Slet alt" - VIGTIGT! Dine data bliver ikke slettet, kun de midlertidige cache-filer.

Deaktivering af Joomla-cachen

Hvis du ofte foretager ændringer på din Joomla-hjemmeside og foretrækker helt at deaktivere cachen, er det nemt at gøre:

  • Log ind administrationen
  • Gå til System -> Global konfiguration
  • Klik på fanen System
  • Find Cache-boksen og sæt "System Cache" til "OFF - Caching deaktiveret"
  • Gem & luk

Nu er Joomla-cachen deaktiveret, og du skulle ikke længere opleve problemer med den.

Husk blot, at du muligvis stadig skal rydde din browsers cache, hvis du stadig oplever at det er gammelt indhold der vises på hjemmesiden.


Hjælp til Joomla?